Sådan handler du dig til bedre pris på dit internet

Priserne på bredbånd i Danmark er presset godt i bund. Selskaberne tjener efterhånden meget lidt per kunde. Du kan få en udmærket forbindelse på mere end 20mb for under 200 kroner – sådan har det aldrig været før.

Derfor er det også sværere end før faktisk at handle om prisen på almindelig vis. Selskaberne har ikke så meget at give af.

Der er dog ét trick, du kan benytte dig af.

I Danmark har selskaberne mulighed for at binde deres bredbånds- og telefonkunder i op til 6 måneder ad gangen i abonnementer.

Hvis du lader dig binde i 6 måneder er selskabet sikker på at få en indtægt fra dig i denne periode i modsætning til normalt, hvor du kan opsige fra måned til måned.

Fordi at du på denne måde minimerer risikoen ved at have dig som kunde er selskaberne også villige til at give dig en bedre månedlig pris. Over en halvårlig periode kan der være mange penge at spare på denne måde – nemt mange hundrede kroner. Det trick kan du så gentage hvert halve år, hvis du alligevel ingen planer har om at skifte internet i denne periode.

Det præcis samme trick gør sig gældende for dit mobiltelefonabonnement, ligesom du har mulighed for at gøre det med dit fjernsynsabonnement. Hvis du lige nu betaler 400 kroner om måneden for TV kan du være heldig at bringe dette beløb ned på 300 kroner bare ved at ringe og tilbyde at lade dig binde i en 6-måneders periode.

Hvis ikke den udbyder du har lige nu er villig til at lave en løsning kan du overveje at finde en anden udbyder. Der findes mere end 10 forskellige selskaber i Danmark, der alle lever af at tilbyde billige abonnementer på bredbånd – ét af dem skal nok være villige til også at give en skarp pris!

Test din hastighed

En anden måde at bringe prisen på dit abonnement ned er ved at vise, du lige nu ikke får, hvad du faktisk betaler for.

Mange danskere betaler for en forbindelse på fx 30 mb, men modtager reelt kun 24 mb, når alt er sluttet til. Det kan der være mange årsager til; men er du lovet 30 mb, skal du naturligvis også have det.

Du kan bruge en test af din internethastighed som her til at tjekke, hvor hurtig din forbindelse er. Husk, at der er stor forskel på download og upload. Din downloadhastighed vil ofte være 10x hurtigere end din upload-forbindelse og det er der intet odiøst i. Tværtimod er det meget normalt.

Får du markant mindre end hvad du betaler for, kan du bruge dette som argument for, at du også skal have en klækkelig rabat på dit fremtidige abonnement.

Slå telefon og bredbånd sammen

Et tredje godt sparetip kommer fra A-Finans.dk.

Du kan slå din telefon og dit bredbånd sammen, således at du får en god samlet pris på dem. Flere selskaber som TDC, Telia og Fullrate kan levere begge ting til dig. Ligesom du kan få en god pris ved at binde dig til et selskab i et halvt år ad gangen har du mulighed for at få en skarp pris, hvis du bliver ved ét selskab med alle dine forskellige produkter.

Du betaler måske 1.000 kroner om måneden både for bredbånd, telefon og TV. Det tal kan skæres ned til 800 kroner, hvis du gør opmærksom på det og samler alle dine produkter blot ved en enkelt udbyder.

Det første, du skal gøre, er blot at ringe – tit og ofte har dem, der tager telefonen besked på, at hvis de kan holde dig som kunde ved at skære en smule af prisen må de gerne det. Det er billigere at beholde dig som kunde end at lede efter en ny!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *