Britisk hertug, Copenhagen og Kate Moss

Hvad har en tidligere britisk hertug, Copenhagen og supermodellen Kate Moss til fælles? Umiddelbart ikke ret meget, vel? Men så alligevel. Tillad mig at give indblik i gummistøvlens historie.

Gummistøvlen blev i sin tid lanceret i starten af 1800-tallet, da den skulle beskytte soldaternes ben, når de red i krig. Den tidligere udgave af gummistøvlen, var ikke lang nok til at beskytte solderaternes knæ, hvorfor den daværende britiske hertug af Wellington, Arthur Wellesley, fik idéen om at forlænge støvlerne, så de gik op og beskyttede soldaternes knæ mod fjendens skud. Gummiet kunne selvsagt ikke fungere på samme måde som vi kender en skudsikker vest i dag, men det gav tilstrækkelig beskyttelse.

Ikke desto mindre var de lange gummistøvler introduceret – selvom brugen ikke var den samme som vi kender i dag. Introduktionen skete på opfordring fra den første hertug af Wellington. Men hvad har Copenhagen og Kate Moss med det at gøre?

Gummistøvler som modefænomen

Copenhagen er i dette tilfælde ikke det engelske navn for vort lands hovedstad, men derimod navnet på en hest. Tilbage i 1800-tallet (og længere tilbage også) opkaldte krigsherrer ofte deres heste efter det sted, hvor de havde vundet deres første eller største sejr.
Føromtalte hertug af Wellington blev, foruden ”opfindelsen” af gummistøvlen, også kendt som manden, der slog Napoleon Bonaparte ved slaget ved Waterloo i 1815. Og hvilken hest red hertugen på under dette slag? Ja, du gættede det – Copenhagen. Efter dette slag blev gummistøvlen i de næste 25 år et direkte modefænomen blandt unge mænd, der ville gå klædt som deres nye krigshelt.

Hvor kommer Kate Moss ind i billedet? Supermodellen er kendt for at være en ”first mover”, en, der går forrest, og går sine egne veje. Kate Moss gjorde gummistøvlen til et modefænomen, da hun i 2005 til Glastonbury – en musikfestival i England – dukkede op iført et par knælange gummistøvler. Når ret skal være ret, så er det dog ikke første gang, at gummistøvlens popularitet steg til hidtil ukendt højder i modeverdenen. Første gang var i 1981, da Diana Spencer (også kendt som lady Diana) i forbindelse med forlovelsen med prins Charles, havde valgt at iføre sig gummistøvler. Det var dog først fra 2005, at Kate Moss cementerede gummistøvlens plads i klædeskabet hos enhver modekender, men også for alle os, der bare kan se det praktiske i et par gummistøvler.

Gummistøvler som allemandseje

Netop det praktiske egenskaber ved gummistøvlen er også centrale. I dag er gummistøvler – eller burde være(?) – allemandseje. De er formidable at have på grundet en god pasform. Derudover er gummistøvlerne vandtætte, hvilket gør dem praktiske, når det regner eller har regnet. Dette helt uden at nævne, at man i mange erhverv ser gummistøvler som en fast bestanddel af arbejdsuniformen, hvor de mest oplagte eksempler er landmænd og fiskere, der ofte ses iført dette legendariske fodtøj.

Børsen gik i 2011 så langt som at kalde gummistøvlen en ”dark horse” i modens verden (kilde: Børsen 2011). Samtidig slås det fast, at gummistøvlen næppe er nogen æstetisk prisvinder, hvilket formentlig også er grunden til at flere voksne ikke går i gummistøvler trods det våde vejr. Men med tanke på modeverdenen kan du altså sagtens gå stilfuldt klædt med gummistøvler, og flere brands har fået internationalt gennembrud med lækkert og moderigtigt regntøj herunder f.eks. danske Rains.

Som det kan læses ovenfor, så har gummistøvlen altså været vidt omkring. Den har været brugt som beskyttelse i krig, som moderigtig påklædning op til 1840’erne, som arbejdssko i flere erhverv, og blev senest igen moderne af flere omgange grundet lady Diana og Kate Moss.

Hvad næste skridt for gummistøvlen er, tør vi ikke udtale os om, men én ting er sikkert: Gummistøvler er altid gode at have og er uden tvivl kommet for at blive!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *